Om min inspiration!
Jeg er optaget af storheden og kraften i naturen, ikke sådan at jeg på nogen måder forsøger at gengive et bestemt landskab, men jeg fabulerer på forskellig vis, i forsøg på at ramme ind i det naturen gør ved mig, forundring-ro- lykkefølelse - men til tider også en slags afmagt.
Luft, kulde, varme, lyd og ikke mindst lyset optager mig.
At al vækst er afhængig af lysets kraft, at farvesynet er en subjektiv oplevelse som opstår mellem sollys overflade og det vi ser, er meget fascinerende.
Farven giver energi og lyset gør at vi overhovedet kan se farverne.
Jeg oplever uanede muligheder for inspirationskilder i naturen bare ved at være der og gemmer arbejdet og fortolkningen til jeg tilbage i ateliet, hvor jeg ofte får lyst til at afprøve nye metoder og materialer for at udtrykke mig.
I mit studie i eksperimenterende billedkunst (PD) har jeg har undersøgt lyset i maleriet tilbage fra middelalderen og frem til impressionismen, studeret hvorledes lyset er blevet anvendt og hvilken betydning det har haft for udtrykket gennem historien. Disse undersøgelser har haft stor betydning for mine billeder, uden at jeg dog arbejder teknisk korrekt, tværtimod leger jeg med logikken, kombinerer den farveslørede atmosfæriske transparens med et kraftigt lag på lag farvevalg, for på denne måde at skildre uendeligheden.
Jeg maler på lærred, skifer, plexiglas, træ og laver collage.
Susan Lüth Hedegaard